Åben projektkonkurrence på det kommende P-hus Asger Jorn er udskrevet
Nyhed — Ørestad

By & Havn skal opføre et parkeringshus i Ørestad Syd ved Robert Jacobsens Vej, nord for Asger Jorns Allé. For at finde det bedst mulige projekt gennemføres en åben projektkonkurrence.

By & Havn ønsker at udvikle et parkeringshus, der både forsyner området med parkeringspladser, og samtidig bidrager positivt til de nære omgivelser i form af en udadvendt funktion i stueetagen og et tilgængeligt tag, med mulighed for en foreningsdrevet tagfarm.

For at finde frem til det bedst mulige projekt, gennemføres en åben projekt- konkurrence. Opgaven består i, at give forslag til et samlende helhedsgreb for udformning af p-husets facader, kantzone og et tilgængeligt grønt tag - inklusive en udvendig adgangstrappe.

Da By & Havn ved anlæg af parkeringshuse ønsker at stillee samme høje krav til miljø og bæredygtighed som til øvrigt byggeri, er det ambitionen, at P-hus Asger Jorn skal DGNB-certificeres til minimum guld, som det første p-hus i Danmark.

Det særlige kendetegn ved P-hus Asger Jorn er naboskabet til bebyggelsen Himmelbyen. Naboskabet bestemmer p-husets højde, ved at Himmelbyens gårdrum og p-husets tag skal ligge i samme niveau. På den måde vil p-husets tag fungere som et hævet byrum, med små terrasser for Himmelbyens nederste boliger og adgang for p-husets brugere og andre naboer til opholdsarealer på taget.

Bygningens kantzone og adgange skal bearbejdes, så de fremstår indbydende og så der stedvis er siddemulighed for områdets brugere. Bygningen skal bidrage til oplevelsen af et trygt bykvarter med en stemnings skabende belysning af bygningens kantzone i aftentimerne.

P-hus Asger Jorn og Himmelbyen skal bygges sammen, og der lægges derfor stor vægt på, at p-huset har et slægtskab, der i sit med- og modspil løfter stedets samlede arkitektoniske kvalitet.

Konkurrencen løber indtil den 12. august 2021, som er sidste frist for indlevering af konkurrenceforslag. Vinderen offentliggøres i løbet af september måned. Opførelsen af parkeringshuset forventes at starte i løbet af 2023.

Hent konkurrenceprogram.

Chatbox Nyheden var oprindelig udgivet på byoghavn.dk Læs på byoghavn.dk