Byggeri af kombineret bolig- og parkeringsprojekt på C.F. Møllers Allé starter
Nyhed — Ørestad

De første spadestik til byggeriet af den kommende parkeringskælder på C.F. Møllers Allé tages i næste uge. By & Havn har indgået 30 årig aftale om leje af parkeringskælderen som skal sikre parkeringsdækningen til områdets beboere.

På C.F. Møllers Allé opføres boligprojektet, C.F. Møllers Have, som består af lejelejligheder og en tilhørende offentlig parkeringskælder med 130 parkeringspladser i to niveauer.

Byggeriet går i gang fra mandag den 29. marts 2021. Skanska, der opfører projektet, forventer, at parkeringskælderen kan tages i brug fra starten af 2023.

By & Havn har indgået aftale med Skanska om leje af parkeringskælderen for en 30 årig periode og parkeringskælderen vil indgå som en del af By & Havns parkeringsløsning i Ørestad, der skal sikre parkeringsdækning for Ørestads beboere og erhverv. 

Rendering af det kommende byggeri, C.F. Møllers Have

Rendering af C.F. Møllers Have. Copyright: Skanska A/S

Hvem kan benytte parkeringskælderen?

Parkeringskælderen er offentlig tilgængelig og er åben hele døgnet. Parkeringskælderen skal primært betjene beboere i det kommende C.F. Møllers Have samt øvrige beboere på C.F. Møllers Allé, men der vil også være mulighed for gæsteparkering mod betaling via app eller betalingsautomat.

Borgere med gyldigt handicapparkeringskort vil få tilbudt leje af en reserveret parkeringsplads.

Parkeringskælderen har en frihøjde på ca. 2 meter. I samarbejdet med Københavns Kommune arbejder By & Havn for at etablere en række parkeringspladser på terræn til høje biler, herunder handicapbusser, der ikke har mulighed for at benytte parkeringskælderen.

I parkeringskælderen vil der ligeledes blive etableret opladningsmuligheder for elbiler.

Billede af P-hus 2

Billede af P-hus 2.

Kan jeg fortsat parkere i P-hus 2?

De 110 parkeringspladser, som By & Havn har lejet af Apcoa Parkering i P-hus 2 i Bellakvarter vil fortsat være tilgængelige for By & Havns parkeringskunder i området, når parkeringskælderen på C.F. Møllers Allé står klar.

Sammen skal de to parkeringsanlæg løfte den lokale parkeringsdækning.  

Tildeling af en parkeringslicens til P-hus 2 sker efter først-til-mølle princippet.

Kontakt vores kundeservice på parkering@byoghavn.dk, hvis du ønsker mere information om parkeringsmulighederne i P-hus 2.

Hvis du ønsker at vide mere om projektet kan du læse mere på Skanska's projektside. Gå til projektsiden ved at klikke her