I løbet af marts måned forventes det nye parkeringshus i Ørestad Syd, P-hus Arena, at åbne. Den præcise åbningsdato meldes ud snarest muligt.
Parkeringshuset er beliggende på Hannemanns Allé, vest for multiarenaen, Royal Arena. Langs parkeringshusets sydlige facade opfører Københavns Kommune en ny kommunal skole, som forventes at stå færdig i 2023.
Parkeringshuset har samlet 413 parkeringspladser fordelt på syv etager.
Parkeringshusets øverste etage er reserveret til Royal Arena personaleparkering.
I parkeringshusets stueetage er der indrettet en række kiss and ride pladser, for at lette mulighederne for af- og påsætning til både Royal Arena og den kommende skole.
Parkeringshusets stueetage er bygget med en øget frihøjde på 2,65 meter og er fortrinsvist forbeholdt parkering af høje køretøjer, som eksempelvis handicapbusser. Frihøjden på de overliggende etager er 2,10 meter.

Ny betalingsteknologi: ANPR / Pay by Plate
I P-hus Arena installeres et ANPR-baseret betalingssystem. ANPR står for Automatic Number Plate Recognition, også i nogen sammenhænge kendt som Pay by Plate. ANPR-betaling er efterhånden et kendt og afprøvet betalingssystem i parkeringsbranchen og er anvendt mange steder.
ANPR-kameraerne er installeret ved parkeringshusets ind- og udkørselsområder. Kameraerne aflæser og identificerer automatisk køretøjets nummerplade og parkeringen starter og slutter automatisk. Formålet med ANPR-løsningen er at få automatisere betalingsflowet, så det bliver lettere at være parkeringskunde. Derudover så åbner ANPR-løsningen op for nye produktmuligheder og funktioner i PARKinCPH, som løbende vil blive testet og kvalificeret sammen med brugerne af parkeringshuset.
Sammen med en gruppe beboere, der har indvilliget i at deltage i et testforløb kvalificeres løsningen løbende, ligesom der vil blive testet en række nye produktkonfigurationer og funktioner i PARKinCPH.
Hvordan fungerer det, hvis jeg har parkeringstilladelse fra PARKinCPH?
P-hus Arena bliver tilføjet til alle nuværende parkeringstilladelser fra PARKinCPH til Ørestad. Det betyder, at du med dit nuværende parkeringsabonnement kan benytte P-hus Arena på samme måde som du benytter By & Havns øvrige parkeringsarealer. ANPR-løsningen er forbundet til PARKinCPH, således at kameraerne automatisk genkender din nummerplade og verificerer at du har gyldigt parkeringstilladelse til parkeringshuset. Du vil derfor som bruger af en PARKinCPH parkeringstilladelse ikke opleve en forskel fra den måde du parkerer på i dag.
Hvordan fungerer det, hvis jeg ikke har parkeringstilladelse fra PARKinCPH?
For brugere af parkeringshuset som ikke har en parkeringstilladelse via PARKinCPH er det muligt at betale for parkering med app, i betalingsautomat eller på vores hjemmeside. Til forskel fra et traditionelt parkeringsanlæg, skal man ikke selv starte/registrere sin parkering ved ankomst, dette gør kameraerne automatisk.
Hvis man ønsker at benytte betalingsautomat til betaling skal man afslutte og betale for sin parkering i automaten umiddelbart inden udkørsel. Fra betalingen er gennemført i automaten har man 15 minutter til at hente sin bil og forlade parkeringshuset.
Hvis man ønsker at benytte parkeringsapp til betaling skal man enten på forhånd have aktiveret ”automatisk kameraparkering” i sin parkeringsapp eller manuelt starte en ANPR-parkering i appen inden parkeringshuset forlades. Herefter sker udtjekning og opkrævning automatisk gennem parkeringsappen. Det er foreløbig kun muligt at anvende EasyPark's app til app-betaling. Der arbejdes for at kunne tilbyde et større udvalg af betalingsapps.
Hvad sker der, hvis jeg glemmer at betale for min parkering?
Hvis du glemmer at betale for din parkering inden du forlader parkeringshuset er det muligt i op til 48 timer efter udkørsel, at betale for din parkering på følgende hjemmeside www.parkincph.dk/betaling.
Hvis parkeringen ikke er betalt senest 48 timer efter udkørsel, vil du modtage et kontrolgebyr med posten. Kontrolgebyrer udstedes i samarbejde med EuroPark, som også varetager den fysiske parkeringskontrol i parkeringshuset.
Hvad sker der, hvis min parkering ikke registreres korrekt?
ANPR-kameraerne læser nummerpladerne med en meget høj korrekthedsprocent, men alligevel kan det ske, at en nummerplade ikke kan læse/ikke læses korrekt. Dette vil typiske være tilfældet, hvis nummerpladen er helt eller delvist tildækket eller hvis nummerpladen er meget snavset. For at minimere denne risiko er der installeret både for- og bagkameraer, så både køretøjets forreste og bagerste nummerplade læses.
Særlige parkeringsregler under arrangementer i Royal Arena
Når der er arrangementer i Royal Arena overgår brugsretten af etagerne 3-5 i P-hus Arena eksklusivt til Royal Arena (VIP parkering). De dage og tidsrum, hvor dette gør sig gældende vil blive tydeligt skiltet i parkeringshuset senest 7 dage i forvejen, via skærme, der er monteret ved opkørslen til de pågældende etager. Resten af tiden vil p-pladserne være offentlige tilgængelige.
Som bruger af parkeringshuset er det derfor vigtigt, at man altid orienterer sig på skærmene, hvis man benytter etagerne 3-5. Overtrædelse vil medføre et kontrolgebyr.


Opladning af elbiler
I parkeringshuset er der foreløbig etableret 8 ladepladser til opladning af elbiler. Antallet af ladepladser vil løbende blive øget i takt med, at andelen af elbiler stiger.
Ladepladserne er placeret på 1. etage i parkeringshuset. Ladeoperatørselskabet Spirii driver ladeboksene.
For parkeringskunder med parkeringsabonnement fra PARKinCPH er prisen for opladning 2,50 kr. per kWh. For øvrige brugere af parkeringshuset er prisen 3,50 kr. per kWh.
Da parkeringspladsen P-plads Nordre Fælled Nord, løbende vil blive nedlagt flyttes fire ud af de seks ladebokse fra P-plads Nordre Fælled Nord til P-hus Arena.