Hvor parkerede jeg min bil? Hvor er udkørslen? Hvilken vej skal jeg ud for at komme til Sundmolen?
Hvis du har prøvet at parkere i parkeringskælderen på Kronløbsøen, så har du nok ikke kunne undgå at stille dig selv et af disse spørgsmål. Vi er rigtig glade for parkeringskælderen på Kronløbsøen som åbnede i juli 2022, men har også måtte sande, at kælderens dimension og placering giver en række udfordringer for brugerne. Vores erfaring med p-kælderen har vist, at
- P-kælderen fremstår svær at overskue pga. størrelsen og opdelingen med den centralt placerede rampe
- Trapperne er svære at få øje på og det er svært at aflæse hvilken trappe, der fører hvortil
- Det er svært at aflæse, hvilket niveau man befinder sig på
- Det er svært at lokalisere udkørslen
- Det er svært at lokalisere sin bil, når man har parkeret og vender retur til p-kælderen
- Bløde trafikanter går på kørerampen til Helsinkigade, hvilket giver nogle farlige situationer
I samarbejde med arkitektfirmaet, KHR Architecture, har By & Havn udarbejdet et way-finding og skiltekoncept for at afhjælpe ovenstående problemstillinger. Helt konkret implementerer vi følgende:
- P-kælderen males i to distinkte farver for at markere de to hovedområder som er adskilt af rampen. Farverne henviser til, hvor på landjorden, at trapperne kommer op
- Trappekernerne fremhæves, så de bliver lettere at lokalisere
- Etagenumre markeres på døre, rampevægge og i kørevejen
- Der indføres pilemarkering på kørebane samt supplerende loftskiltning for at markere udkørsel
- P-anlægget zoneopdeles inden for de to hovedområder med bogstaver
- Der indføres fodgængerfelt på kørerampen til Helsinkigade
Arbejdernes udførsel
Arbejderne starter i uge 17 og vil blive udført i etaper, hvor sektioner af parkeringskælderen skiftevis afspærres. Arbejderne starter på det nederste p-dæk og arbejder sig op efter. Vi vil i videst muligt omfang arbejde ud fra, at minimum 2/3 af parkeringskælderen altid vil være tilgængelig for parkering. Arbejderne forventes at være færdige i uge 26.
For at kunne holde p-kælderen i drift, mens arbejderne udføres er det vigtigt, at du som bruger af parkeringskælderen holder dig orienteret om, hvornår der arbejdes i hvilke dele af p-kælderen og parkerer din bil efter henvisningerne i parkeringskælderen. Hvis du ikke bruger din bil dagligt eller ved, at du skal være bortrejst i en længere periode, henstiller vi til, at du i perioden, mens arbejderne udføres, benytter de alternative parkeringsmuligheder i området: P-hus Lüders og P-hus Orient Plads. Køretøjer, der parkerer i strid med henvisningerne, vil blive fjernet for ejerens regning i samarbejde med politiet.
I perioder vil der blive arbejdet på ramperne og kørevejene, hvorfor vi henstiller til, at du tager lidt af farten, er ekstra opmærksom og viser hensyn over for de folk, der arbejder i parkeringskælderen.
Vejledende plan for arbejderne
- K4 – område øst: uge 17-19
- K4 – område vest: uge 18-20
- K3 – område øst: uge 19-21
- K3 – område vest: uge 21-23
- K2 – område øst: uge 22-24
- K2 – område vest: uge 23-25
- Ramper – uge 25-26
Områderne er illustreret på grafikken herunder.
Du kan også hente vores folder vedr. arbejderne i p-kælderen her.