Delvis lukning af P-plads Nordre Fælled Nord
Nyhed — Ørestad

Parkeringspladsen Nordre Fælled Nord lukker delvist pr. 30. maj 2022. Det drejer sig om alle parkeringspladser øst for indkørslen fra Hannemanns Allé. Det vil herefter ikke længere være muligt at benytte den østlige del af pladsen til parkering. Det areal der lukker er markeret med rød på oversigtskortet nederst på siden.

For beboere i området vil det fortsat være muligt at benytte den vestlige del af P-plads Nordre Fælled Nord, P-plads Nordre Fælled Syd samt i det nyopførte P-hus Arena. For gæsteparkering henvises til P-hus Arena.

Parkeringsplads omdannes til midlertidigt areal med idrætsfaciliteter

By & Havn og Kultur & Fritidsforvaltningen har gennem en længere periode været i dialog med Ørestad IF og andre lokale aktører om bedre idrætsfaciliteter i området. Særligt bydelens større børn og unge savner steder at udfolde sig og være aktive. Det tidligere parkeringsareal nord for Royal Arena skal derfor i de næste tre år bruges til midlertidige faciliteter og aktiviteter med fokus på bevægelse og idræt. Faciliteterne anlægges i samarbejde med de lokale idrætsforeninger m.fl.

I første omgang etableres en kunstgræsbane til fodbold. Anlæg af denne går i gang den 1. juni. Herefter er det planen i etaper at udfylde området med forskellige former for street-idræt i løbet af sommer og efterår 2022. Tour de France har midlertidigt lejet en del af arealet i en uge i slutningen af juni 2022, til etablering af støttefaciliteter i forbindelse med afvikling af etapen i København.

Efter de tre år med midlertidige aktiviteter skal området bebygges. Området er omfattet af den ny lokalplan for Ørestad Syd, som pt. er under udarbejdelse. Der er mulighed for, at nogle af de midlertidige faciliteter til den tid kan flyttes til det tidligere CMC-areal, hvor Københavns Kommune anlægger fodboldbaner samt faciliteter til street-idræt.