Nyt betalingssystem i P-hus Edvard Thomsen og P-hus Kay Fisker fra fredag den 16. december
Nyhed — Ørestad

By & Havn er i gang med at implementere et nye betalingssystem i parkeringshusene i Ørestad. Fredag den 16. december overgår to parkeringshuse i Ørestad City til det nye kamerabaserede betalingssystem. 

P-hus Edvard Thomsen og P-hus Kay Fisker bliver udstyret med et ANPR parkeringssystem (automatic number plate recognition). ANPR er allerede kendt fra mange andre parkeringsanlæg i Danmark, hvor det er implementeret med stor succes. By & Havn har senest implementeret dette betalingssystem i tre parkeringsanlæg i Nordhavn samt i P-hus Arena i Ørestad Syd.

ANPR er et kamerabaseret betalingssystem. Når køretøjet ankommer til parkeringsanlægget fotograferes nummerpladen og parkeringen startes automatisk. Når køretøjet forlader parkeringsanlægget afsluttes parkeringen.

Hvordan fungerer det, med en eksisterende parkeringstilladelse fra PARKinCPH?

Med et eksisterende parkeringsabonnement fra PARKinCPH til Ørestad, sker alt automatisk og du vil ikke opleve den store forskel fra den måde du parkerer på i dag. ANPR-kameraerne er integreret med PARKinCPH og kan på den måde verificere, at du har en gyldig parkeringstilladelse og må benytte parkeringsanlæggene.

Du skal som altid sørge for, at din parkeringstilladelse er opdateret med den rigtige nummerplade. Det er vigtigt, at nummerpladen på det køretøj du parkerer med er registeret inden du kører ind.

Hvordan fungerer det, hvis man ikke har en parkeringstilladelse fra PARKinCPH?

Hvis du ikke har en digital parkeringstilladelse fra PARKinCPH er det muligt at betale for parkering med EasyPark app, i betalingsautomat eller på vores hjemmeside.

Hvis du ønsker at benytte betalingsautomat til betaling skal du afslutte og betale din parkering i automaten umiddelbart inden udkørsel. Fra betalingen er gennemført i automaten har du 15 minutter til at hente din bil og forlade parkeringsanlægget. 

Hvis du ønsker at benytte EasyPark app til betaling skal du enten på forhånd have aktiveret ”automatisk kameraparkering” i din app eller manuelt starte en ANPR-parkering i appen inden udkørsel. Herefter sker udtjekning og opkrævning automatisk gennem appen.

Kan jeg fortsat parkere gratis, hvis jeg har et gyldigt handicapparkeringskort?

Nej. I forbindelse med implementering af det nye betalingssystem ophører den nuværende ordning med gratis handicapparkering. Der vil fortsat være dedikerede parkeringspladser til parkanter med gyldigt handicapparkeringskort, men modsat tidligere skal disse parkanter nu også betale for deres parkering enten via et månedligt parkeringsabonnement fra PARKinCPH eller ved betaling af gældende timetakster.

Parkanter med gyldigt handicapparkeringskort og et parkeringsabonnement fra PARKinCPH har desuden mulighed for at få tildelt en dedikeret parkeringsplads uden ekstra omkostning. 

 

Hvad sker der, hvis jeg glemmer at betale for min parkering?

Hvis du glemmer at betale for din parkering inden udkørsel er det muligt i op til 48 timer efter udkørsel, at betale for din parkering på vores hjemmeside www.parkincph.dk/betaling.

Hvis parkeringen ikke er betalt senest 48 timer efter udkørsel, sendes et kontrolgebyr med posten. Kontrolgebyrer udstedes i samarbejde med EuroPark, som også varetager den fysiske parkeringskontrol i parkeringsanlæggene.

 

Ny teknologi muliggør nye produkter og funktioner

Med ANPR-teknologien er det muligt at tilbyde en række nye ANPR-produkter med nye features. De nye produkter giver udover P-hus Edvard Thomsen og P-hus Kay Fisker også adgang til P-hus Arena. De nye produkter er tilgængelige via din profil på www.parkincph.dk. Find mere information om de nye produkter og features herunder.

24/7 ANPR

Produktet har en ny feature, der gør det muligt at tilknytte op til 2 nummerplader per parkeringsabonnement. Begge nummerplader vil således kunne benytte abonnementet, dog ikke samtidigt. Produktet udbydes både til beboere og erhverv.

Læs mere

Nat & Weekend - ANPR

Produktet har en ny feature, der gør det muligt automatisk at betale for eventuel parkeringstid, der ligger uden for produktets gyldighedsperiode som er hverdage fra 17-08 samt weekender og helligdage. Produktet udbydes til beboere.

Læs mere

Forbrugsafregning

Med produktet tilbydes automatisk forbrugsafregning på baggrund af faktisk forbrug, som registreres via ANPR-kameraerne ved ind- og udkørsel. Afregning sker efter gældende timetakster. Produktet udbydes til erhverv med +25 licenser

Læs mere