By & Havn indgår kontrakt med Spirii for at følge stigende behov for ladestandere
Nyhed —

Flere og flere vælger elbilen til og et helt centralt punkt for alle elbilejere er, at man har tryghed for nem og hurtig opladning. Derfor har By & Havn netop indgået en kontrakt med ladeoperatøreren Spirii om udrulning af endnu flere el-ladestandere i vores parkeringsanlæg. Formålet er, at antallet af el-ladestandere skal følge behovet både nu og i fremtiden.

By & Havn vedtog i sommeren 2021 en forretningsmodel for opladning af elbiler i By & Havns parkeringsindlæg. Målet er, at mindst 20 procent af de faste brugere af By & Havns parkeringsanlæg skal køre helt eller delvist på el inden 2025. Det kræver, at der sikres god adgang til opladning, et højt serviceniveau og en konkurrencedygtig pris for opladning.

I dag er der installeret 154 AC el-ladestandere i By & Havns 12 parkeringsanlæg i Nordhavn, Ørestad og ved havnen. Med den nye aftale vil der blive installeret yderligere 649 AC ladestandere i områderne fra 2023-2026. Og der laves derudover allerede nu forsynings- og installationsarbejder til at dette tal kan øges i fremtiden. Planen er, at der skal installeres yderligere 873 el-ladestandere i periode 2027-2030, så det samlede antal af el-ladestandere i By & Havns p-huse kommer op på 1583 el-ladestandere.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, glæder sig over den nye aftale, som hun mener er central for at få løst udfordring i den grønne omstilling.

 

I By & Havn ønsker vi at gøre det nemt og klimavenligt at være bilejer. Med den nye udrulning af el-ladestandere sikrer vi, at vi kan følge med det stigende behov i vores parkeringsanlæg og vi er samtidig med til at skabe incitament til at vælge elbilen som køretøj, når vores kunder kan se, at det er nemt at få ladet sin bil op.

 

Ladeoperatøren Spirii er valgt til at skulle stå for udrulningen og driften af de nye ladestandere. De har allerede stor erfaring med at installere el-ladestandere i By & Havns p-huse og har sammen med By og Havn etableret et åbent lade- og betalingsnetværk, som alle beboere, erhvervsdrivende og gæster i elbil kan tilgå uden krav om abonnement. Alle elbillister kan oplade og betale for opladning enten med Spiriis gratis lade-app Spirii Go eller en Spirii ladebrik. Adm. direktør i Spirii, Tore Harritshøj, glæder sig over den nye aftale.

 

Det glæder os, at By og Havn igen har valgt os til at etablere og drive en udbygning af deres ladenetværk. Vi står overfor en kæmpe samfundsmæssig opgave i at sikre tilgængelig og smart opladning til de mange elbiler, der kommer på vejene de næste 10 år. Det er ikke en opgave for de få, men en, som vi skal være mange om at løfte, så vi sikrer bedre konkurrence på markedet og flere valgmuligheder for elbilisterne. Denne nye aftale vil være et vigtigt element i at kunne følge med i efterspørgslen i By & Havns områder.

Hvorfor er kontrakten blevet tildelt Spirii?

Kontrakten har været udbudt som et offentligt EU-udbud. Kontrakten er blevet tildelt på baggrund af tildelingskriteriet ”Bedste forhold mellem pris og kvalitet”.

Tilbuddet fra Spirii ApS opnåede den højeste samlede pointscore.

Følgende underkriterier er blevet anvendt til vurderingen af det bedste forhold mellem pris og kvalitet, men den anførte vægtning:

  • Pris (35%)
  • Software og brugergrænseflader (30%)
  • Hardware og installation (20%)
  • Drift (15%)

En uddybelse af de enkelte underkriterier og hvad der er lagt vægt på i evalueringen fremgår herunder:

Software og brugergrænseflader: I evalueringen af dette underkriterie er der bl.a. lagt vægt på i hvor høj grad der tilbydes en let anvendelig, informativ og intuitiv app, der understøtter en god brugeroplevelse og medvirker til en effektiv udnyttelse af By & Havns ladeinfrastruktur.

Hardware og installation: I evalueringen af dette underkriterie er der bl.a. lagt vægt på i hvor høj grad der tilbydes en effektiv og sikker ladeløsning ved brug af en funktionel ladeboks i god kvalitet og med en høj driftsstabilitet og hvor By & Havns ønsker om at kunne optræde hurtigt og agilt i forhold til udvidelser i høj grad understøttes.

Drift: I evalueringen af dette underkriterie er der bl.a. lagt vægt på i hvor høj grad der tilbydes en drift af ladeboksene, der sikrer gode brugeroplevelser via høj driftsstabilitet som følge af hensigtsmæssige serviceeftersyn, løbende vedligeholdelse, effektiv respons på fejlmeldinger og høj tilgængelighed for brugerhenvendelser.

 

Kontraktens indhold

Kontrakten vedrører køb, installation og drift af AC-ladebokse i By & Havns parkeringsanlæg. Kontrakten er udbudt som en totalentreprise og omfatter:

  • Installationsarbejder fra el-tavle til ladebokse, herunder føringsveje, kabeltræk og el-tavler
  • Køb, montering og idriftsættelse af nye ladebokse samt overtagelse/udskiftning af eksisterende ladebokse
  • Forberedende installationsarbejder til fremtidige udvidelser
  • Drift af den samlede leverede løsning i kontraktperioden

Opgaven er udbudt som én samlet kontrakt ud fra ønsket om at tilbyde brugerne af By & Havns parkeringsanlæg en ensartet og transparent ladeløsning samt ønsket om at sikre en høj driftsstabilitet og en intelligent udnyttelse af strømmen.

I udbuddet har By & Havn lagt vægt på at få:

  • En samarbejdspartner til etablering og drift af ladeboksene
  • Let adgang til opladning af elektriske køretøjer for alle brugere af By & Havns parkeringsanlæg
  • Digitale og brugervenlige løsninger med adgang til live data
  • Fuld egenkontrol og fleksibilitet i forhold til at drive ladeboksene på forretningsmæssige vilkår

Hvornår opsættes der flere ladebokse?

vores hjemmeside, kan du orientere dig om den foreløbige tidsplan for, hvornår vi forventer at sætte flere ladebokse op, samt hvor mange, i de enkelte parkeringsanlæg. Tidsplanen er udtryk for vores nuværende forventning og kan derfor løbende ændres, eksempelvis hvis der sker ændringer i forudsætningerne for tidsplanen.

For at kunne sætte flere ladebokse op er det nødvendigt i første omgang at udvide strømforsyningerne til parkeringsanlæggene, da mange af disse er opført inden elbiler og ladeteknologi fik sit store gennembrud. Sammen med forsyningsselskabet Radius er By & Havn ved at kortlægge behovet og mulighederne for at øge strømforsyningerne til de enkelte parkeringsanlæg.

Mens arbejderne med forsyningerne pågår igangsættes arbejdet med at forberede de enkelte parkeringshuse til de mange nye ladepladser. I den indledende fase af projektet forberedes 20 % af alle p-pladserne i By & Havns parkeringsanlæg til opsætning af ladebokse. I dette ligger, at der etableres føringsveje og trækkes kabler til at 20 % af parkeringspladserne på sigt kan blive forsynet med en ladeboks.

Selve ladeboksene monteres lidt efter lidt i takt med den forventede stigning i efterspørgslen på baggrund af fremskrivningsprognoser som By & Havn har fået udarbejdet. By & Havn monitorerer udviklingen løbende, således at prognoserne kan op- eller nedjusteres, hvis disse måtte afvige fra den forventede udvikling. Den nuværende prognose, som kontrakten med Spirii beror på, peger på, at der er behov for yderligere 649 ladebokse i By & Havns parkeringsanlæg i perioden 2023-2026.

 

Sker der ændringer i mine nuværende vilkår for opladning?

Hvis du i dag lader på By & Havns ladebokse, der drives af Spirii vil du ikke opleve nogen ændringer. Du kan fortsat lade med appen Spirii Go eller med din Spirii ladebrik. På vores hjemmeside kan du se de aktuelle priser for opladning.

I parkeringsanlæg, hvor der i dag er E.on ladebokse, vil disse blive nedtaget, når de første nye ladebokse for det pågældende parkeringsanlæg sættes i drift. Vejledende tidsplan kan ses her: [indsæt URL]. Pt. understøtter E.on ikke muligheden for, at E.on kunder kan lade på andre netværk via deres platforme. Er man derfor vant til at lade på E.on ladeboksene i By & Havns parkeringsanlæg, er man derfor nødt til enten at downloade appen Spirii Go eller bestille en ladebrik, hvis man ønsker at benytte By & Havns ladebokse. Appen er gratis at downloade og der er ingen oprettelsesgebyrer eller krav om abonnement.