Åbning af P-hus Orient Plads
Nyhed — Nordhavn

Torsdag den 15. december slår Nordhavns nye central p-hus i seks etager dørene op. Det nye p-hus giver Nordhavn 430 nye p-pladser og ladepladser til elbiler.

På Hjørnet af Sundkrogsgade og Orient Kaj åbner det nye P-hus Orient Plads, der i fremtiden skal lægge asfalt til et stigende antal beboere, medarbejdere og gæster på Trælastholmen og Sundmolen. P-hus er et vigtig brik i udviklingen af Nordhavns infrastruktur, hvor boliger, erhverv, metro, brygger og et spirende byliv skyder op i de gamle havne- og industriområder. 

P-husets bæredygtige og grønne profil kommer til udtryk i valget af materialerne; træ og genbrugsaluminium, der giver facaden et levende spil, og som er valgt på baggrund af deres miljømæssige egenskaber og optimale ressourceudnyttelse.

På taget etableres der solceller, grøn bevoksning samt LED-lys, der er styret af lysfølsomme bevægelsessensorer for at minimere energiforbruget uden at gå på kompromis med burgernes tryghed. 

På åbningsdagen, den 15. december fra kl. 8.00 - 10.00 og igen om eftermiddagen fra kl. 15.00 - 17.00 står By & Havns parkeringsafdeling klar til at byde velkommen i det nye parkeringshus, hvor besøgende vil få mulighed for at få en snak med medarbejderne. Der serveres også lidt til den søde tand.

Automatisk nummerplade parkering

P-huset et udstyret med ANPR-kameraer (Automatisk Nummerplade Registrering), der læser køretøjets nummerplade ved ind- og udkørsel og som sikrer, at parkeringen starter og slutter automatisk. Det betyder, at man som bruger ikke selv skal registrere sin parkering, når man ankommer, hvis ens køretøj er tilmeldt automatisk kamera betaling i én af de tilgængelige betalingsapps. Læs mere om det nye betalingssystem her.

Samtidig vil brugerne opleve, at de ved ankomst anvises til en ledig p-plads ved hjælp fra parkeringshusets tilvisningssystem og informationsstandere- og skærme.

I parkeringshusets stueetage er der indrettet en række kiss n' ride pladser, hvor der også etableres detailhandel. Desuden er stueetagen bygget med en udvidet frihøjde (2,60 meter), så høje køretøjer som eksempelvis handicapbusser og mindre kassevogne også kan parkere.

Der er foreløbig etableret 10 ladepladser til opladning af elbiler. Ladepladserne er etableret på 1. sal og drives i samarbejde med ladeoperatørselskabet Spirii. Læs mere om opladning af elbiler på By & Havns ladebokse her. Antallet af ladepladser øges løbende i takt med efterspørgslen.